Mød Emilie Mygind Larsen, Advokatfuldmægtig i Bruun & Hjejle

”Man bliver aldrig færdig med at udvikle sig som jurist eller advokat”

Et valg om at følge sin mavefornemmelse blev begyndelsen på et nyt kapitel for Emilie. I dag er hun advokatfuldmægtig hos Bruun & Hjejle, hvor nysgerrigheden og lysten til hele tiden at lære driver hende videre.

At vælge det velkendte fra kræver, at man tør stole på sin mavefornemmelse. Det oplevede Emilie, da hun efter sin bachelor stod over for et valg: Skulle hun blive på SDU og fortsætte sin hverdag i Odense – eller flytte til København, skifte til KU og komme tættere på Bruun & Hjejle?

På det tidspunkt havde hun været student i Bank & Finans i knap to år. Og selvom hun oprindeligt var havnet i netop det fagområde lidt tilfældigt, var hun ikke længere i tvivl om, at hun gerne ville fortsætte hos Bruun & Hjejle efter studiet.

Derfor valgte hun København.

Jeg så flytningen og skiftet til KU som en oplagt mulighed for at komme tættere på kontoret og skabe de bedste forudsætninger for den fremtid, jeg ønskede mig. Beslutningen krævede, at jeg stolede på min egen mavefornemmelse og turde vælge det velkendte fra. På den måde satsede jeg på mig selv – og set i bakspejlet var det det helt rigtige valg.
Emilie Myging Larsen
Advokatfuldmægtig, Bruun & Hjejle

I dag har beslutningen ført Emilie til næste skridt. I juli blev hun cand.jur. fra Københavns Universitet, og den 1. september begyndte hun som advokatfuldmægtig i Bank & Finans.

For Emilie har advokatvejen længe været målet. Bank & Finans var derimod ikke et speciale, hun fra begyndelsen havde udset sig. Men det viste sig hurtigt at være det rette match.

”Arbejdet i Bank & Finans er både varieret og tempofyldt, og for mig rummer det en god balance mellem juridisk fordybelse, kommerciel forståelse og tæt samarbejde med både kolleger og klienter.”

Da Emilie på sit andet år af jurastudiet begyndte at undersøge mulighederne for et studiejob på et advokatkontor, stødte hun på flere forskellige advokathuse. Men noget ved Bruun & Hjejle skilte sig ud.

”Kontoret fremstod både troværdigt og ambitiøst og havde en tilgang til advokatarbejdet, som jeg kunne se mig selv i – et højt fagligt niveau kombineret med et stærkt fællesskab og moderne rammer.”

Efter samtalen i Nørregade var hun ikke længere i tvivl.

”Jeg følte mig både set og hørt, og fra starten blev der udvist stor forståelse for og opbakning til at få arbejdet i København til at fungere sammen med mit studie og min hverdag i Odense. Det gjorde et stort indtryk på mig.”

Emilie begyndte hos Bruun & Hjejle i oktober 2023. Som student fik hun mulighed for at prøve kræfter med advokatbranchen og gradvist tage mere ansvar – samtidig med at hun i den første tid fortsat læste jura på SDU.

Det var de erfaringer, der senere var med til at gøre valget om at flytte til København lettere.

Skiftet fra studerende til advokatfuldmægtig markerer også en faglig udvikling, der allerede har været flere år undervejs.

For Emilie har en af de største udfordringer været at lære at stole på sine egne faglige evner i et miljø, hvor niveauet er højt. Her har kollegerne i Bank & Finans spillet en vigtig rolle.

Siden jeg begyndte som student, har jeg gradvist fået mere ansvar og mulighed for at arbejde med stadig mere komplekse opgaver. Jeg har lært, at man ikke behøver vide alt fra begyndelsen. Det vigtigste er, at man er nysgerrig, lærevillig og gør sig umage.
Emilie Mygind Larsen
Advokatfuldmægtig, Bruun & Hjejle

Netop nysgerrigheden går igen, når Emilie beskriver det, der motiverer hende ved Bank & Finans. Hun fremhæver de komplekse problemstillinger, hvor detaljerne er afgørende, samtidig med at man skal kunne bevare overblikket og forstå den bredere forretningsmæssige sammenhæng.

Samtidig betyder det meget for hende at være omgivet af kolleger, hun kan lære af.

”Jeg har en enestående mulighed for at lære af nogle af de dygtigste i faget. Min vigtigste opgave bliver derfor at være nysgerrig, opsøge læring og suge så meget viden og erfaring til mig som muligt.”

I januar 2027 venter næste skridt, når Emilie begynder på advokatuddannelsen. Og selvom hun ikke har lagt sig fast på en bestemt titel eller position som det endelige mål for sin karriere, er det første mål klart: advokatbestallingen.

Derefter vil hun fortsætte sin faglige udvikling og specialisering inden for Bank & Finans. På længere sigt handler ambitionerne dog om mere end juridisk ekspertise.

”For mig handler det at blive en dygtig advokat ikke alene om at have stor juridisk viden. Det handler også om at udvikle den faglige dømmekraft og de personlige egenskaber, der gør én i stand til at tage ansvar, bevare overblikket og træffe velbegrundede beslutninger.”

Hun vil også gerne styrke sine klientrettede kompetencer og blive endnu bedre til at forstå den enkelte klients forretning, situation og behov. Det handler blandt andet om at kunne stille de rigtige spørgsmål og omsætte komplekse juridiske problemstillinger til klar og anvendelig rådgivning.

For Emilie er der med andre ord stadig meget at lære. Og det er netop en del af motivationen.

Man bliver aldrig færdig med at udvikle sig som jurist eller advokat. Muligheden for hele tiden at lære og blive bedre er en stor del af det, der inspirerer og motiverer mig.
Emilie Mygind Larsen
Advokatfuldmægtig, Bruun & Hjejle

Om Emilie

Emilie Mygind Larsen
Advokatfuldmægtig

Emilie Mygind Larsen

Bank og finans
Se profil