Mød Jonas Rønnow, Advokatfuldmægtig i Bruun & Hjejle

”Det handler ikke kun om at finde det rigtige svar”

Store byggeprojekter, komplekse tvister og ansvar fra begyndelsen. For Jonas Rønnow er det kombinationen af faglige udfordringer og en uformel kultur hos Bruun & Hjejle, der gør arbejdet særligt.

Allerede tidligt vidste Jonas Rønnow, at han ville læse jura. Han var optaget af at diskutere, finde de stærkeste argumenter og forstå, hvordan den samme sag kunne ses fra flere vinkler. Samtidig tiltalte det ham, at uddannelsen åbnede mange forskellige døre.

Da han senere skulle vælge speciale, søgte han mod et område, hvor han kunne kombinere det juridiske håndværk med en tæt forståelse af klienternes forretning. Det fandt han i Construction & Infrastructure hos Bruun & Hjejle.

Noget af det, der siden har overrasket Jonas positivt, er kulturen hos Bruun & Hjejle. Selvom sagerne ofte er store og krævende, oplever han et uformelt miljø, hvor der er kort vej til sparring, og hvor man hurtigt bliver en del af arbejdet.

”Der er høje forventninger, og vi tager arbejdet seriøst. Men man kan altid stille et spørgsmål, også et dumt et, og døren står åben, også hos de mest erfarne. Det gør det meget lettere at komme godt i gang.”

For Jonas betyder det, at han både kan tage selvstændigt ansvar og lære af kolleger med mere erfaring. Hos Bruun & Hjejle løftes sagerne typisk i teams, og en vigtig del af hans faglige udvikling kommer fra at diskutere løsninger og opleve, hvordan andre griber komplekse problemstillinger an.

Jeg ville gerne arbejde med noget kommercielt, hvor man er tæt på klienternes forretning og de projekter, de står midt i. Samtidig var det vigtigt for mig, at juraen ikke blev skubbet i baggrunden. Construction & Infrastructure rummer netop begge dele.
Jonas Rønnow
Advokatfuldmægtig

Samtidig er det ikke kun det faglige, der binder kollegerne sammen.

”Kollegerne er lige så interesserede i at høre, hvordan ens weekend har været, som i at høre, hvordan det går med sagen, og det gør en stor forskel for, hvordan det er at gå på arbejde.”

I dag arbejder Jonas både med rådgivning og forhandlinger i forbindelse med store bygge- og anlægsprojekter og med omfattende voldgiftssager. Netop variationen var en væsentlig grund til, at han valgte Construction & Infrastructure, og er fortsat noget af det, han sætter mest pris på.

Allerede tidligt blev han eksempelvis involveret i udviklingen af et nyt luksushotel i det indre København. Projektet involverede mange forskellige parter og hensyn og gav ham indblik i, hvor meget der skal falde på plads, før et byggeri af den størrelse kan gå i gang.

For Jonas er det noget af det særlige ved området. Arbejdet resulterer ikke kun i kontrakter og juridiske dokumenter, men kan være med til at forme projekter, der senere bliver en synlig del af omgivelserne.

”Om det er en bro, et hotel eller noget helt tredje, så er det sjovt at vide, at man har været med til at få det på plads.”

På andre sager er det juridiske håndværk i centrum. Construction & Infrastructure fører også store voldgiftssager, hvor Jonas arbejder med processkrifter, juridiske undersøgelser og omfattende faktuelt materiale. Her handler det om at skabe overblik over komplekse forløb og finde frem til de forhold, der i sidste ende er afgørende.

Selvom opgaverne er forskellige, oplever Jonas, at erfaringerne fra de to dele af arbejdet supplerer hinanden.

Erfaringen fra tvisterne gør én til en bedre rådgiver, fordi man ved, hvor aftaler typisk bliver udfordret, og den kommercielle forståelse er omvendt en styrke, når en sag skal føres.
Jonas Rønnow
Advokatfuldmægtig

Arbejdet har samtidig ændret hans forståelse af, hvad det vil sige at være rådgiver. Inden han begyndte som advokatfuldmægtig, forestillede han sig, at klienten stillede et juridisk spørgsmål, og advokaten leverede svaret. I praksis har han oplevet, at rollen kræver langt mere initiativ.

Jo bedre man forstår klientens forretning og det konkrete projekt, desto bedre bliver man til at identificere risici og muligheder, før de udvikler sig til problemer.

”En stor del af opgaven er at komme med input, før klienten selv spørger. Det har gjort arbejdet til langt mere et samarbejde, end jeg havde forventet.”

Samtidig har han lært, at et juridisk korrekt svar ikke nødvendigvis er det mest brugbare. En løsning kan være rigtig på papiret, men have begrænset værdi, hvis den ikke tager højde for klientens situation eller projektets praktiske rammer.

”Klienten har brug for et klart svar og en anbefaling, de kan handle på, og ikke en lang gennemgang af alle tænkelige forbehold. At kunne forklare en kompliceret problemstilling enkelt er noget, man først for alvor lærer, når man sidder med de rigtige sager.”

Den læring er kommet gennem konkrete erfaringer, og nogle af dem tidligere, end Jonas havde forventet.

Man skal ikke kunne det hele fra dag ét. Det vigtigste er, at man er nysgerrig og har lyst til at lære og blive dygtigere.
Jonas Rønnow
Advokatfuldmægtig

Allerede i sine første uger som fuldmægtig blev han involveret i en hastesag, hvor en klient havde trukket på en garanti. Det var midt i sommerferien, fristerne var korte, og der skulle hurtigt argumenteres med modparten om, hvorvidt garantitrækket var berettiget.

Med mange kolleger på ferie blev det Jonas og en anden yngre kollega, der fik ansvaret for at drive sagen frem.

”Jeg følte virkelig, at jeg blev kastet ud på dybt vand fra dag ét. Der var selvfølgelig hjælp at hente, og vi kunne altid sparre med en af partnerne, men det var os, der skulle drive sagen frem. Det var både lidt nervepirrende og meget lærerigt, og jeg tror, at jeg lærte mere på de uger, end jeg ellers ville have gjort på flere måneder.”

Oplevelsen gav ham tidligt en fornemmelse af den tillid, der følger med ansvaret hos Bruun & Hjejle. Man behøver ikke have flere års erfaring, før man får mulighed for at bidrage til sagerne og være med, hvor beslutningerne træffes.

Siden er både opgaverne og ansvaret vokset. Og hvor Jonas oprindeligt blev tiltrukket af juraens mange mulige argumenter og perspektiver, har arbejdet lært ham, at det ikke altid er den mest omfattende juridiske analyse, der gør den største forskel.

Nogle gange er den vigtigste opgave at se en risiko, før den bliver til et problem. Andre gange er det at skabe overblik i en kompleks tvist eller finde en løsning, der får et projekt videre.

For Jonas er det netop dér, arbejdet bliver mest interessant: Når den juridiske grundighed omsættes til noget, klienten faktisk kan bruge.

Om Jonas

Jonas Rønnow
Advokatfuldmægtig

Jonas Rønnow

Entreprise
Se profil