Mød Christian Sørensen, Advokatfuldmægtig i Bruun & Hjejle

“De bedste resultater skabes sjældent af én person alene"

For Christian var det først de store og principielle sager, der gjorde ham nysgerrig på Bruun & Hjejle. Men da han kom til jobsamtale, var det noget andet, der for alvor gjorde indtryk: ambitionen om ikke kun at være de bedste fagligt, men også om at være det bedste sted at være.

Før Christian selv blev en del af huset, kendte han primært Bruun & Hjejle fra aviserne. Flere gange stødte han på navnet i forbindelse med de store retssager og advokatundersøgelser af samfundsmæssig betydning, han selv fulgte med i. Det gav ham en fornemmelse af, at huset måtte gøre noget rigtigt.

Til jobsamtalen blev den fornemmelse kun stærkere. Ifølge Christian handlede samtalen stort set ikke om karakterer, men om værdier, interesser, passioner, kultur og den måde, man gerne vil arbejde sammen på.

I sidste ende var det mere mavefornemmelsen end en nøje tilrettelagt karriereplan, der fik Christian til at sige ja til en studenterstilling. Siden har den samme mavefornemmelse kombineret med både de faglige muligheder og menneskene, han arbejder sammen med, givet ham grund til at blive.

I takt med årene er hans rolle samtidig blevet en anden. Hvor opgaverne som student primært bestod i at undersøge afgrænsede juridiske spørgsmål og udarbejde de første udkast, er Christian i dag central sagsbehandler på en række sager. Han sidder med ved bordet, når der forhandles forlig, og har direkte kontakt med klienterne.

Netop klientkontakten blev et afgørende skridt i hans udvikling. Første gang han selv stod for dialogen med en klient, blev det tydeligt, at hans egne formuleringer ikke længere blot var et internt udkast, men selve rådgivningen.

Med det større ansvar er der også fulgt en tydeligere forståelse af, hvilken slags jurist og rådgiver Christian gerne vil være. Han har blandt andet lært, at hans styrke ikke ligger i at være den hurtigste, men i at være grundig nok til at finde det rigtige svar – selv om den hyppige brug af husets AI-værktøjer, som han bemærker, hjælper gevaldigt på hastigheden.

Samtidig har han lært, at det rigtige svar ikke kun afhænger af juraen. Det afhænger også af, hvem der skal bruge det – og hvad de skal bruge det til. 

Et råd fra en partner har i den forbindelse sat sig fast:

Hvis klienten beder om en Volvo, skal vi ikke levere en Bentley.
Christian Sørensen
Advokatfuldmægtig, Bruun & Hjejle

For Christian indkapsler billedet en vigtig del af det at være rådgiver. En klient, der har brug for nogle enkle og dækkende compliance-retningslinjer, har ikke nødvendigvis brug for et indviklet dokument på 80 sider. Omvendt er der sager, hvor kompleksiteten kræver, at hver en sten bliver vendt.

Tidligere gik han ifølge eget udsagn til næsten alle opgaver med samme store grundighed. I dag er han langt bedre til at vurdere, hvor meget dybde den enkelte opgave kræver. Nogle gange er det rigtige svar en grundig analyse på tyve sider. Andre gange er det en anbefaling på tre linjer.

Den erkendelse hænger tæt sammen med noget andet, han har måttet arbejde på: tidsstyring. I begyndelsen var Christian, som han selv beskriver det, tidsoptimist. Han undervurderede, hvor lang tid eksempelvis et komplekst processkrift kunne tage at gennemarbejde.

Med erfaringen er han blevet bedre til både at planlægge sin egen tid og melde ud i god tid, hvis en tidsplan er ved at skride. Det ser han ikke længere som et svaghedstegn, men som en forudsætning for effektive processer og for, at teamets ressourcer bliver brugt rigtigt.

Nogle af de erfaringer, der har udviklet Christian mest, er kommet i situationer, hvor han ikke på forhånd følte sig helt klar. Som relativt ny fuldmægtig blev han bedt om at præsentere en klients retsstilling direkte for centrale personer hos klienten.

Stemmen rystede lidt de første minutter, fortæller han, men forberedelsen og støtten fra den ansvarlige partner bar ham igennem. Oplevelsen blev en vigtig påmindelse om, at udvikling også kræver, at man bevæger sig ind i situationer, hvor man endnu ikke føler sig helt hjemme.

"Ens komfortzone udvider sig kun, hvis man aktivt udfordrer den."

Siden er både ansvaret og kompleksiteten vokset. Særligt én stor retssag, hvor Bruun & Hjejle repræsenterer en række offentlige myndigheder, har haft stor betydning for Christians udvikling. Sagen har strakt sig over flere år og involverer mange parter samt koordinering med eksterne rådgivere.

Arbejdet med sagen har ifølge Christian lært ham mere om projektledelse, strategi og klienthåndtering på et enkelt år end de foregående fem år tilsammen. Samtidig har den understreget, hvor afgørende samarbejdet er, når komplekse problemer skal løses.

De bedste resultater skabes sjældent af én person alene, men af et team, der arbejder tæt sammen og tør udfordre hinandens antagelser.
Christian Sørensen
Advokatfuldmægtig, Bruun & Hjejle

Netop samspillet mellem det juridiske og det menneskelige er blevet en stadig vigtigere del af Christians syn på rollen som rådgiver. Han trives bedst, når det analytiske kan kombineres med forståelsen for den situation, klienten står i – og når juraen derfor bliver mere end paragraffer og juridisk metode.

I en tid, hvor AI fylder stadig mere i advokatbranchen, oplever Christian, at netop den del af rådgivningen bliver endnu vigtigere. Teknologien kan bidrage til hastigheden og understøtte arbejdet, men for ham ligger en afgørende del af værdien fortsat i grundigheden, den juridiske dømmekraft og forståelsen af klientens behov.

Selvom meget har ændret sig siden de første år som student, er udviklingen langt fra færdig. Der er især én ting, Christian fortsat øver sig på: at skrive kortere. Han arbejder bevidst på at stryge mere i sine tekster, inden han sender dem, og på at stole på, at udeladelser ikke nødvendigvis svækker et budskab – men ofte gør det stærkere.

På den måde hænger det, Christian stadig øver sig på, tæt sammen med noget af det vigtigste, han har lært i sin tid hos Bruun & Hjejle: God rådgivning handler ikke om at levere mest muligt. Det handler om at forstå problemet grundigt nok til at vide, hvad der faktisk er brug for.

Om Christian

Christian Sørensen
Advokatfuldmægtig

Christian Sørensen

Konkurrence og EU
Se profil