Mød Jakob Bue Sørensen, Advokat i Bruun & Hjejle

”Der er ikke noget, der hedder: Det gør vi, fordi sådan har vi altid gjort”

Den læring har advokatfuldmægtig Jakob Bue Sørensen taget med sig gennem sine år hos Bruun & Hjejle, hvor han arbejder med rets- og voldgiftssager i Proces. Selvom sætningen lyder simpel, rummer den noget af det, der fascinerer ham mest ved arbejdet som procesjurist.

”Selvom en sags jura og faktum kan være kompleks og omfangsrig, er det ofte de mest simple argumenter, der fungerer bedst. Dem, som du også ville kunne forklare din mor eller en ven, der ikke beskæftiger sig med jura. Hvis man skal ud i 2., 3. eller 4. potens, skyldes det ofte, at argumentet til at starte med ikke var det mest overbevisende.”

I dag arbejder Jakob med nogle af de største og mest komplekse tvister, men vejen til Bruun & Hjejle begyndte egentlig ret tilfældigt.

På sit første år af jurastudiet blev han inviteret til frokost i Nørregade 21 af en god ven, som allerede arbejdede i huset. Det første møde gav ham lyst til at blive en del af Bruun & Hjejle, og siden er han blevet hængende.

”Så det var faktisk rimeligt tilfældigt, at jeg endte her. Men jeg må jo have set et eller andet rigtigt dengang.”

Siden starten har han udviklet sig både fagligt og personligt. Han startede hos Bruun & Hjejle tidligt på studiet og har derfor haft mulighed for at lære advokatfaget indefra gennem flere år. Særligt arbejdet med store retssager og voldgiftssager har været med til at forme hans tilgang til juridisk problemløsning.

Det, der motiverer ham mest, er at arbejde med komplekse problemstillinger sammen med dygtige mennesker.

Det kan være krævende og virke uoverskueligt i begyndelsen og kan også føre til lange arbejdsdage. Til gengæld er det netop dét, der gør arbejdet spændende, når koden til sagen endelig knækkes, og brikkerne i puslespillet begynder at falde på plads.
Jakob Bue Sørensen
Fuldmægtig, Bruun & Hjejle
Black and white photo of a man with crossed arms
Jakob Bue Sørensen011.JPG

”En ny sag starter ofte med modtagelsen af en omfattende mængde materiale – måske endda inden for et retsområde, der er ukendt på forhånd. Det kan være krævende og virke uoverskueligt i begyndelsen og kan også føre til lange arbejdsdage. Til gengæld er det netop dét, der gør arbejdet spændende, når koden til sagen endelig knækkes, og brikkerne i puslespillet begynder at falde på plads.”

For Jakob handler arbejdet ikke kun om selv at fordybe sig i materialet. Lige så vigtigt er sparringen med kollegerne.

”Jeg synes, det er enormt tilfredsstillende, hvordan man ved både at sidde og nørde selv og ikke mindst ved at tale tingene igennem med dygtige kolleger, ofte adskillige gange, kan nå frem til, hvad de bedste argumenter er for klienten.”

Netop samarbejdet og muligheden for konstant at blive udfordret af kollegerne er noget af det, han sætter stor pris på i hverdagen.

En anden ting, der har overrasket ham ved Bruun & Hjejle, er kulturen.

”Vi er jo et ”klassisk” advokatkontor med en lang historie og et helt særligt renomme, og der kan måske derfor være en fordom om, at det hele er lidt konservativt og hierarkisk. Men det, jeg oplever, er en kultur, hvor der bliver sat enormt meget fokus på hele tiden at udvikle sig og gøre tingene bedre.”

”Det gælder både det juridiske arbejde - altså den måde man håndterer konkrete sager på. Men det gælder i lige så høj grad virksomhedens udvikling og identitet i sin helhed”

”Der bliver hele tiden tænkt kritisk over, om man kan gøre tingene anderledes eller bedre. Der er ikke noget, der hedder: ’Det gør vi, fordi sådan har vi altid gjort.’ Det passer enormt godt til mit eget temperament.”

For Jakob er det netop kombinationen af komplekse juridiske problemstillinger, stærke faglige fællesskaber og en kultur med plads til udvikling, der gør arbejdet hos Bruun & Hjejle særligt. Måske er det også derfor, at den frokost i Nørregade 21 for år tilbage blev starten på et længere ophold.

Jakob Bue Sørensen008.JPG
Der bliver hele tiden tænkt kritisk over, om man kan gøre tingene anderledes eller bedre. Der er ikke noget, der hedder: ’Det gør vi, fordi sådan har vi altid gjort.’ Det passer enormt godt til mit eget temperament.
Jakob Bue Sørensen
Fuldmægtig, Bruun & Hjejle

Om Jakob

Jakob Bue Sørensen
Advokat

Jakob Bue Sørensen

Proces
Se profil